-
Dansk vægttabsmiddel viser færre bivirkninger end Novos, meldes det: »Vi kunne ikke have håbet på mere«
来源: BDK Finans / 21 6月 2024 02:05:26 America/Chicago
Den danske biotekgigant Zealand Pharma har annonceret positive resultater for vægttab med lægemidlet Petrelind. Det skriver MarketWire, Børsen og Finans. »Vi kunne ikke have håbet på mere,« siger topchef Adam Steensberg, der mener at det her er »vanvittigt gode data«, til MarketWire. I en undersøgelse, virksomheden har lavet, viste patienter et gennemsnitligt vægttab på 8,6 procent med en høj ugentlig dosis af midlet over en periode på 16 uger, mens patienter, der tog placebo, oplevede et vægttab på 1,7 procent. »Disse resultater understøtter vores overbevisning om, at Petrelintid er meget veltolereret og potentielt kan spille en vigtig rolle som et alternativ til inkretinbaserede terapier til håndtering af overvægt og fedme,« skriver David Kendall, der er chief medical officer i Zealand Pharma, ifølge Børsen i en fondsmeddelelse. Fredag morgen steg aktien 25 procent. Færre bivirkninger end lignende varer fra Novo og Eli Lilly Ifølge Marketwire landede vægttabet fra undersøgelsen i toppen af det interval, Zealand selv havde håbet på. Adam Steensberg har tidligere kaldt det amylinstof, som Petrelintid er baseret på, for virksomhedens kronjuvel. I Børsen sagde han i maj, at han håber, at Petrilintid vil vise vægttab på fem til syv procent i gennemsnit. »Hvis vi får syv til ni procents vægttab ved det her studie, så er vi fuldstændig på den linje, vi skal være på,« sagde Adam Steensberg og understregede, at man er tilfreds med et vægttab på 15-20 procent. Det er, hvad de nuværende lægemidler i markedet tilbyder. Den nye undersøgelse viste en afdæmpet bivirkningsprofil og tegner meget lovende sammenlignet med de kvalmelignende bivirkninger, der typisk er forbundet med de to bestsellere inden for vægttab, Wegovy fra Novo Nordisk og Zepbound fra Eli Lilly. Nu er meldingen fra Zealand Pharma, at man gerne vil have en stor farmavirksomhed som partner, men hvem det skal være, er stadig åbent. »Vi har været meget tydelige over for alle firmaer, der har henvendt sig. Vi har ikke været interesserede i at starte en dialog om potentielle partnerskaber, før vi havde de her data i hus. Så det er noget, vi også regner med at diskutere videre i andet halvår,« siger Adam Steensberg til MarketWire. Han slår fast, at ledelsen ønsker et partnerskab, hvor Zealand Pharma selv står for nogle dele. David Kendall skriver i fondsmeddelelsen, at virksomheden forventer at igangsætte en yderligere undersøgelse af Petrelintid hos personer, der lever med overvægt og fedme. Det vil formentlig ske senere i 2024. https://www.berlingske.dk/virksomheder/dansk-vaegttabsmiddel-viser-faerre-bivirkninger-end-novos-meldes-det